Det grønne flag bliver igen valgt

Flere danske grundskoler vælger igen det grønne flag. Skolereformen var årsagen til, at de i første omgang fravalgte det, siger nogle skoler.

Grønt flag betyder grøn skole. Kilde: Scanpix

Grønt flag betyder grøn skole.
Kilde: Scanpix

Af Jeanette Torndahl Madsen

Danske grundskoler valgte at prioritere det grønne flag fra. Det skyldtes, at nogle skoler følte, at der ikke var tid til at engagere sig i konceptet. Skolereformen blev førsteprioriteringen.

Skolereformen blev indført i 2014, og den tvang skolerne til at prioritere anderledes. Dette ærgrede skolelederne, da Friluftsrådet grønne initiativ ’Grønt Flag Grøn Skole’ længe havde været populært blandt de danske grundskoler.

Grønt Flag Grøn Skole er et undervisningsprogram om bæredygtighed for skoler. Det giver skolen en grøn profil, og meningen er, at det skal aktivere børn og unge til at tage sig af naturen og miljøet.

”Vi var meget glade for konceptet, og vi kunne sagtens finde på at genindføre det,” siger Finn Holm, skoleder på Munkebjergskolen i Odense.

Munkebjergskolen var ikke den eneste skole, der valgte det grønne flag fra. Og årsagen var den samme. Det handlede om prioritering.

”Det er kun på grund af skolereformen. Vi har ingen, der har tid eller overskud til at stå for det, og derfor er det svært at gøre de sjove ting,” siger Hanne Jensen, som er sekretær på Dragør Skole Syd.

 Grønt Flag Grøn Skole oplevede ændring efter skolereformen

At skolerne valgte det grønne flag fra, da skolereformen trådte i kraft, kunne tydeligt ses hos Grønt Flag Grøn Skole. Skolerne havde simpelthen brug for ro.

”Vi så et dyk i antallet af tilmeldte skoler umiddelbart efter indførelsen af skolereformen og lærernes nye arbejdstidsaftale,” siger Karen Præstegaard Hendriksen, som er konsulent for Grønt Flag Grøn Skole.

Selvom nogle skoler fortsat har brug for ro efter indførelsen af skolereformen, kan det tyde på, at det igen går fremad for skolerne. For antallet af tilmeldte skoler har aldrig været højere, end det er nu. I skoleåret 2015/2016 er hele 394 skoler, fordelt over hele landet, tilmeldt programmet. Og antallet stiger fortsat.

 

You may also like...