Borgmesteren i Lemvig Kommune håber, at Siemens’ nye testcenter for havvindmøller i det vestjyske kaster investeringer og arbejdspladser af sig.
Af Morten Kammersgaard
I går kom det frem, at Siemens Wind Power sammen med det lokale Nissum Brednings Vindmøllelaug skal stå bag et nyt testcenter i Lemvig Kommune.
Den beslutning vækker glæde i kommunen. Borgmester Erik Flyvholm (V) håber, at det nye testcenter udmønter sig i investeringer og arbejdspladser.
”Jeg glæder mig over, at når man bygger et nyt testcenter, så sker det i kombination med lokale interesser. Det, håber vi, drypper lidt af på os, så vi får nogle arbejdspladser. Det er win-win” siger han.
Vindmøllelaug: Et fælles projekt
Det er ikke kun i kommunen, at man er begejstret over, at aftalen om det nye testcenter nu er kommet på plads. Hos Nissum Brednings Vindmøllelaug ser man det som et fælles projekt.
”Med 1.973 medlemmer så er den her investering ikke bare et håb om afkast, men et fælles projekt. Denne investering kommer til at gøre gavn i hele lokalområdet,” siger Jens Jørgen Birch, kasserer i Nissum Brednings Vindmøllelaug.
Projektet er også et skridt på vejen til Lemvig Kommunes 2020 mål om at have en vedvarende energiprocent på over 100 %. Den ligger i dag på omkring 70 %.