Fransk lov om madspild vil ikke virke i Danmark

Ny fransk lovgivning, som træder i kraft i dag, forbyder supermarkeder at smide mad ud. Men det vil ikke give mening at indføre samme regler i Danmark, mener flere.  

Foto: Kim Haugaard/Scanpix 2015

Over 700.000 ton mad bliver hvert år smidt ud i Danmark. Foto: Kim Haugaard/Scanpix 2015

Af Mia Vognstoft Vad

En ny fransk lov om madspild er den første i verden af sin slags, men en lignende lov er ikke vejen frem i Danmark, mener flere. Loven, som gælder fra i dag, tvinger supermarkederne til at donere usolgt mad til velgørenhed eller til landmænd som dyreføde i stedet for at smide det ud.

Hvis de franske supermarkeder alligevel kasserer maden, kan de se frem til en bøde eller i værste fald fængselsstraf til de ansvarlige butikschefer. Formålet med loven er at halvere det samlede madspild i Frankrig inden 2025. Det vil spare både penge, energi og ressourcer.

Hvem skal spise den overskydende mad?

En af dem, som ikke er begejstret for ideen bag den franske lov, er Selina Juul. Hun stiftede i 2008 den danske forbrugerbevægelse, Stop Spild Af Mad, der siden har været med til at mindske madspildet i Danmark med 25 procent.

Hun mener ikke, at en lignende lov vil løse problemet med madspild herhjemme. De danske frivillige organisationer har nemlig hverken økonomi, kapacitet eller nok frivillige til at administrere de over 160.000 ton mad, som i øjeblikket bliver smidt ud af detailhandlen hvert år. Også en anden ting er væsentlig:

”Vi har kun omkring 6000 hjemløse i Danmark, så hvem skulle spise al den mad? Problemet vil bare blive skubbet og ikke løst,” siger Selina Juul.

Ifølge hende skal madspild løses ved for eksempel pakning af mad i mindre størrelser og at flere supermarkeder sætter prisen ned, når varer kommer tæt på udløbsdatoen. Samtidig skal der en mentalitetsændring til blandt danskerne – frugt kan for eksempel sagtens spises, selvom der er en lille brun plet på.

Tvang gennem lov er ikke vejen frem

Det er ikke, fordi der ikke er gjort tiltag imod madspild i Danmark. Om under to uger åbner for eksempel Wefood, som er en butik, der sælger varer, som er tæt på udløbsdatoen, forkert mærket eller har beskadiget emballage – til mellem 30-50 procent billigere end normalt.

Wefood-butikken er oprettet af Folkekirkens Nødhjælp, og folkene bag mener heller ikke, at et tvangsforbud mod at smide mad ud er vejen frem.

”Vi har rigtig god erfaring med frivillighed gennem processen med Wefood. Det skal være frivilligt for supermarkederne, om de vil donere mad til vores butik,” siger pressechef for Folkekirkens Nødhjælp, Per Bjerre.

Ideen med den franske lov er god nok, for man skal mindske madspild, alt det man kan. Men tvang, paragraffer og regler er aldrig en god ide, mener Per Bjerre. Han ser derimod gode fremtidsmuligheder for Wefood-konceptet.

”Vi oplever en kæmpe interesse både fra supermarkederne, men også fra folk, som har lyst til at være frivillige i butikken. Det er mennesker, som går ind for stop af madspild,” siger Per Bjerre.

You may also like...